funnywoman.dk

Serviceorganet for wannabe-komikere

Comedy-blog 2006

30.marts 2006: det første spæde skridt på standupvejen

Jeg snakker for første gang med min gode kollega, som tilfældigvis er gift med Anders Fjelsted, om mine komikerdrømme, og jeg får i løbet af de næste par uger et par gode råd fra Anders - tak for det...

26.april 2006: min første optræden på Comedy Zoo - stor succes!

Jeg var super-cool, ikke mindst fordi min mand ikke vidste noget om det - jeg havde bare sagt til ham, at vi skulle ind og se noget standup, og da vi så kom derind, "gik jeg lige på toilettet". Han nåede selvfølgelig at undre sig over, hvor jeg blev af, idet jeg var 40 minutter på toilettet, men så stod jeg jo pludselig på scenen og fyrede den af, og det var fedt for mig, at han sad næsten forrest, så jeg kunne se, at han grinede rigtig meget.

Jeg var ikke nervøs, da jeg først stod på scenen (dog en del lige inden), og det var fedt at høre folk grine. Jeg fik også meget ros. Thomas Wiwel (der skulle på senere), sagde, at han var imponeret, hvis det var første gang jeg optrådte, og Thomas Warberg sagde senere, at det var skidegodt og meget personligt, og at jeg endelig skulle gøre det igen. Nede på pigetoilettet sagde flere af pigerne også, at det var rigtig sjovt.

21.november: rundt på gulvet - skal til DM i standup...

Jeg havde prøvet at ringe et par gange både i august (inden jeg fødte) og i oktober til Comedy Zoo for at komme på til open mike, men hver gang var jeg kommet for sent, og så var det hele booket - øv. Næsten i ren protest tilmeldte jeg mig så DM den 1.november, og der var jeg vist heldig, at jeg var kvinde, for jeg tror altså ikke, at jeg var mellem de 5 første, der ringede, men jeg kom altså på alligevel. Men jeg blev godt nok lige pludselig meget nervøs, da Jesper Holger ringede og sagde det. Jeg havde heller ikke sagt noget til min mand om, at jeg havde meldt mig til - men nu måtte jeg jo røbe det.

5.december 2006 - min anden optræden på Comedy Zoo - DM i standup

Jeg var nervøs lige inden, men sådan set ikke på scenen. Jeg var dog lidt mere stresset over at kunne nå det hele, og det lykkedes mig så at glemme noget af mit materiale sådan allerede fra start af, hvilket gjorde, at jeg gik lidt i stå senere, hvor jeg skulle have vendt tilbage til det - jeg nåede heller ikke min afslutning, øv. Men man kan sige, det var positivt, at jeg ikke nåede det hele, for det var jo trods alt, fordi folk grinede meget undervejs. Jeg var selv ret overbevist om, at Thomas Warberg ville vinde, for jeg synes, han er ret sej, og han er jo også mere garvet (og han vandt jo også), men jeg ville bare gerne være en af de tre bedste. I Geos "comedyschool" fik jeg nogle hug for at have stillet mig lige foran mikrofonstativet, så nu har jeg så lært det. Men Geo sagde da også, at det var meget godt, hvis det kun var anden gang, jeg optrådte (jeg ved ikke, om han mente det, men det ville jo også være uhøfligt, hvis han stod og svinede folk til oppe på scenen?).

Jeg blev nummer to, og det blev jeg sådan set glad for. Det er cool nok at tabe til Thomas Warberg, som jo faktisk blev nummer to i DM-finalen, og det er også ret cool, og dog lidt ærgerligt på en eller anden måde, at jeg blev nummer to og Simon Talbot kun nummer tre, for han vandt jo senere i Svendborg og blev nummer fire i finalen. Heraf kan man næsten udlede, at jeg er bedre end én af dem, der kom i finalen!? (se DM resulatatlisten her)

Mens vi sidder bagefter og drikker en øl sammen med mine venner og Christina (& Anders), siger Christina, at Christian Fuhlendorff (og vist nok også Michael Schøt), der også var på Comedy Zoo den dag, syntes jeg var sej. Da vi skulle til at gå, var der også en pige, der standsede mig og sagde, at jeg endelig skulle blive ved. Ved nærmere eftertanke tror jeg nok, at det var Linda P. (sidste DMs nr. 2)...

Juleferien 2006 - opdager, jeg er nævnt på Veltz' hjemmeside! 

Jeg surfer lidt rundt for at se, hvad der ellers er blevet sagt og skrevet om DM i standup på nettet. Her falder jeg over Martin Veltz' hjemmeside (se selv her), hvor jeg har den ære at blive nævnt for noget af mit materiale med ord som "kæmpe respekt" og "monster grineren" (PS. til Veltz, begge disse ord skal skrives sammen og ikke hver for sig - altså "kæmperespekt" og "monstergrineren"...). Dog er jeg ked af samtidig at blive fejlciteret, jeg ville personligt aldrig bruge ordet "fisse", men lad det nu ligge...

Jeg finder ud af, at rigtig mange komikere har en hjemmeside, så det beslutter jeg mig for, at jeg også vil have. Men det skal være sådan en rigtig dansklærer-komiker-side med vigtigt informationer, tips og analyser og ikke bare sådan noget blogpjat, som mange af de andre har...

31.december 2006 - Nytårsforsæt

Det helt spontane ønsker på selve aftenen var dette "Mere mango!", da mango er en fantastisk, men fuldstændig undervurderet frugt. Men skal det handle om standup, tror jeg, mit mål i 2007 skal være mindst én gang at opnå at få betaling for at optræde - eller måske er det at stile for højt, måske ønsker jeg mig bare at blive æsel (får æsler penge for at optræde? Ak, der er så mange ting, jeg ikke ved om denne branche)

Skriv en besked

Navn
E-mail
Hjemmeside
 

Indtast koden ovenfor: